Andelsbolig.nu

Rådgivning til andelsboligkøbere og foreninger

Nyt gratis tag ?

Kan min andelsboligforening få et nyt tag gratis, hvis foreningen sælger tagarealet?

Hvad kan foreningen få?

Foreningen får et nyt tag og afhængig af salgsprisen for ejerlejlighederne og omkostningerne ved at etablere de nye ejerlejligheder, så kan foreningen måske også få udført vedligeholdelse på ejendommen, eksempelvis en eller flere dele af faldstammer, stigestrenge, nye vinduer, hulmursisolering, nye fuger eller maling af opgange. Tillægsydelser forhandles i hver enkelt sag.

Hvordan starter foreningen sagen op?

Foreningen kontakter mig og jeg besigtiger ejendommen. Hvis det ser ud til at der er mulighed for at etablere tagboliger, så giver jeg sagen videre til Loftudvikling.dk, der tager næste møde med foreningen med henblik på at aftale det videre forløb.

Hvordan vil forløbet normalt være?

Loftudvikling sætter sin ingeniør på sagen, ejendommen besigtiges og de mange spørgsmål afklares, eksempelvis omkring trappe til tagarealet, kan murene bære en etage mere og kan faldstammer og stigestrenge føres videre op.

Ingeniøren udarbejder planer og tegninger for tagarealet, og ingeniøren tager kontakt til kommunens byggeafdeling. Hvis der kommer positivt svar fra kommunen, udarbejder Loftudvikling detailplaner og købsaftale til foreningen, hvor projektets økonomi vil vise, hvad foreningen kan få af vedligeholdelsesarbejder ud over et nyt tag.

Hvis foreningens bestyrelse/kontaktudvalg er tilfreds med købsaftalen, så skal projektet vedtages på en generalforsamling i foreningen. Når projektet er vedtaget indsender Loftudvikling endelig byggeansøgning til Kommunen. Når byggetilladelsen fra kommunen foreligger, går ombygningen i gang i henhold til de aftalte tidsplaner.

Har foreningen en økonomisk risiko ved tagprojektet?

Nej, Loftudvikling stiller bankgaranti for projektets gennemførelse. Foreningen kan lade købsaftale samt projektets økonomi og sikkerhed gennemgå af administrators jurister.

Får foreningen andre fordele end et nyt tag og vedligeholdelsesarbejder?

Ja, de nye lejligheder skal være med til at bidrage til mange af foreningens omkostninger.

Hvad koster det hvis kommunen eller generalforsamlingen siger nej til tagprojektet.

Så koster det ikke noget for foreningen, kun eventuelle omkostninger til foreningens egne rådgivere.

Andelsbolig.nu tilbyder desuden vejledning og sparring for andelsboligkøbere og andelsboligforeninger, herunder omlægning af realkredit, optimering af finansiering og ensretning af boligafgiften.